Ifølge jobindex er ordet ROBUST det nye buzzword. Det er at finde i mange stillingsopslag – og vi taler meget på de sociale medier om netop dette ord.
ROBUST (af fr. robuste, af lat. robustus, af robus, ældre form af robur eg, styrke), kraftig; stærk; grov.
Jeg kan mærke, at der er noget i mig, der ikke helt hopper af glæde og klapper i hænderne over ordet.
For hvad vil vi med det ord?
Hvad er det udtryk for?
Er det udtryk for, at man kan klare det meste?
Er det udtryk for, at man ikke er en af de 500.000, der dagligt føler stress symptomer?
Er det udtryk for, at man har prøvet lidt af hvert – og derfor nu er ROBUST?
Jeg kan ikke gennemskue det helt.
I mit arbejde med blandt andet mange stressramte, taler vi tit om, at de, som i dag er sygemeldt med stress, bliver den nye generation på arbejdsmarkedet, der skal være endnu bedre til at sige det HØJT. Endnu bedre til at mærke efter, hvornår symptomerne og belastningerne bliver for mange. Hvornår nok er nok – og helst inden de hopper på toget, som de ikke selv kender destinationen til. Det gælder både for dem, som er på gulvet – og på direktørgangen.
Vi har alle et ansvar.
De stressramte er nødt til at være mere robuste og bevidste, når de kommer tilbage – de skal kunne mærke sig selv mere end nogensinde, når de kommer tilbage – så de ikke ender hos mig igen.
Men de ender hos mig, hvis kulturen, de render rundt i, ikke er robust. Ikke er klar. Hvis kulturen er som den var før – så ender de måske igen hos mig.
Så hvad gør vi så?
Det kræver, at vi har kulturer på arbejdspladserne, hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi tager os af os selv – men også tager et ansvar for, at ingen kører med toget i blinde og ender et sted, de hverken har drømt om eller bedt om.
Så hvordan skaber vi de nye kulturer, som alt andet skal til, for at sænke niveauet for stress på arbejdspladsen?
Lad os stoppe med at tale om, hvor travlt vi har det.
Lad os blive mere proaktive, så vi har overskud til at være reaktive.
Lad os holde møder på 50 minutter i stedet for 60 – så der rent faktisk er TID mellem møderne.
Lad os stoppe med at arbejde 60-70 timer – periodisk helt fint – men ikke kontinuerligt.
Lad os få en balance tilbage i livet, hvor vi ikke gør os selv og hinanden syge.
Lad os tage ansvar for egen lykke – og også for fællesskabets lykke – SAMMEN.
Lad os gøre det til en vane at spørge mennesker som det første, ikke hvad de laver – men hvem de ER.
Lad os tage stilling til, hvad vi vil med livet.
Lad os kende vores værdier.
Lad os blive bedre sammen.
Blot fordi vi har en kultur, struktur og samfund, der lige nu mange steder råber i øst og handler i vest – så kan vi, der ved bedre, sagtens være first mover.
For det er ikke enten eller – verden er ikke sort hvid, gråzonen er mere attraktiv end nogensinde.
Har du en gang været ramt af stress – så ønsker du ikke dette skal ske for din værste fjende. Så tænk nu, hvis alle dem, alle jer, som er ramt af stress – og har været – satte en bevægelse i gang for at sikre, at det ikke skete igen – at vi sammen går ud og gør den forskel på arbejdspladserne, der er med til at bringe de alt for høje tal og sygemeldinger NED.
Så stik mig en robust KULTUR, hvor vi passer på hinanden.
Så skal jeg nok kvittere med robuste medarbejdere til dig.
Lad os nu gøre det sammen.
Jeg har taget mine første skridt ind i gråzonen og føler mig bestemt robust – og kan så let som ingenting genkende det, som ikke er robust – og forsøger at lære menneskerne i det urobuste at være mere i gråzonen.
Her er nemlig ganske dejligt.
Vil du med?
Allerbedste hilsner
Jette Blok
www.jetteblok.dk
Ps. Robust klinger bedre nu da det er et fælles ansvar – og ikke kun dit.
Følg JETTE BLOK
En kommentar til “Er du ROBUST?”