De præsenterede sig på workshoppen – bordet rundt. De første 4 fortalte, at de havde haft en lang periode med stress/sygemelding/depression… At det var svært at sige FRA, i et samfund, der krævede, at man konstant sagde TIL.
Vi talte om det. At sige TIL og FRA.
Det er bestemt ikke let. Men at undlade, er på sigt måske endnu mere kompliceret.
Hvornår de-koblede du din krop fra dit hoved?
Hvornår holdt du op med at mærke efter fra halsen og ned?
Hvad sker der, når du mister den kontakt?
Hvornår, er nok nok?
Nu?
Jeg har personligt aldrig selv været, hvad jeg vil definere som stress ramt, men jeg har i kortere perioder været dekoblet fra min krop og været rigtigt meget i mit hoved. Autopiloten slået til. Så kører vi derud af … Jeg bliver ikke rar at være sammen med – og min krop bryder sig heller ikke om mig – hvilket jeg, ikke overraskende, ikke altid registrer i tide. Jeg har dog været heldig, trods alt, før eller siden at registrere det inden det udviklede sig til det, jeg hører rigtigt meget om på min vej. Jeg har også fået hjælp både i yogaens, meditationens og psykologiens verden. Jeg er så heller ikke bange for at række ud og erkende, at jeg ikke kan klare ting selv. Det skal du heller ikke være – synes jeg.
Vi kan ikke skille os ad. Ikke særligt længe ad gangen. Det er heller ikke meningen, at vi skal det.
Så når din krop kalder; lyt.
Når din krop råber; stop op.
Når din krop skriger; gør noget!
Den ene bog efter den anden kan pt. findes i boghandlerne om stress, angst, depression. Den ene artikel i mange medier om ledere, der ikke kan lede, mænd der ikke forstår kvinder, kvinder der ikke længere er kvinder, mænd der ikke længere er mænd.
Hvor blev ansvaret af. For vores eget velbefindende.
Hvor blev grib i egen barm af. For vores eget velbefindende.
Det er ikke altid chefens skyld. Det er ikke altid ex-mandens skyld. Eller ex-venindens. Eller verden.
Tag ansvar … kærligt sagt.
Hvis du har koblet din krop fra dit hoved, kan det være svært at gribe i egen barm, for du aner ikke engang, hvor den er…
Så bliv hel igen. Mærk efter. Tag ansvar. Andre gør det ikke for dig – måske nogen vil, men de kan ikke.
Tag den tid, det tager. For det tager tid. Der er ingen quick fixes. Så lad være med at led efter dem.
Om du vælger at trække stikket fra autopiloten, tale om det med en, der står dig nær, en der er helt udefra, sætter dig ned og begynder at trække vejret, lave yoga, gå lange ture i naturen – er ikke så afgørende. Men det er afgørende, at du mærker efter og begynder at komme i kontakt igen. Selvom det umiddelbart kan føles ubehageligt.
Alt for mange går rundt med ondt et sted i kroppen – helt uden at vide det. Bliv hel igen. Det kan godt være, at processen er hård, men rejsen er det hele værd.
At rejse er at leve. God rejse.
Følg JETTE BLOK
Kære Gitte
Der er mange definitioner på stress. Min er, at når virkeligheden ikke matcher din ønskede virkelighed. Jeg mener bestemt ikke, at det er let, det jeg lægger op til – bestemt ikke. Slet ikke i den virkelighed, de fleste af os lever i.
Jeg appellerer til, at vi selv tager ansvar for at sige til og fra. At vi ikke kører på autopilot. At vi går på opdagelse i det, der stresser os – og ændrer de mønstre. Skaber bevidsthed. Forventningsafstemmer med vores leder. Jeg anvender selv den anerkendte Bjarne Toftegårds metode til stress ramte klienter – og den virker.
Det er velkendt, at stress opstår, når vi har koblet hovedet fra kroppen. Majken Matzau kalder det selv for, at man bliver fartblind. Så må vi stoppe op – gå ned i gear – og finde ud af, hvordan vi kommer videre. Gå på opdagelse. Det kræver vi selv tager ansvar.
Det jeg tilbyder dem, som kommer min vej er en paraply at sætte over det glas, som for mange er ved at flyde over. Og så stille og roligt lade afstressning ske inden coaching kan ske.
En kvinde, der går til yoga hos mig fortalte, at hun havde gået til psykolog i 4 mdr, men stadig ikke var kommet videre. Jeg gav hende et par få redskaber – og nu er hun så småt begyndt at komme videre og hun smiler over hele fjæset, når jeg møder hende. Hun er gået på opdagelse i sin egen stress og hun tager ansvar for den. Og hun er ikke den eneste.
Der er mange forskellige niveauer af stress – og de skal alle behandles individuelt og så alligevel, har de fleste godt af de samme hjælpe redskaber for at komme videre.
Tak for din kommentar.
Hej Jette!
Når du skriver, at stress er noget, man selv er ansvarlig for og bare kan vælge fra, så tror jeg simpelthen ikke, at du har forstået, hvordan det er at være syg af stress. Ikke bare den der “pop-stress”, som kendetegnes ved at man kan fravælge noget og så bling! få det godt igen.
En af de mest sejlivede myter omkring stress er, at det er den ramtes egen skyld, man er selv ansvarlig, har truffet dumme/dårlige valg – og at det rammer særlige typer fx perfektionister. Det er forkert, at det er personens egen skyld alene. (Jeg afskyer i øvrigt, når man blander skyld med sygdom – det er din egen skyld, at du har fået kræft – hvad kan man bruge det til andet end at blive mere stresset af 🙁 ) Netop nu er temaet på en kampagne “stress rammer individuelt, men skal løses i fællesskab”. Det er ikke helt skævt.
Stress opstår nemlig, når man ikke har de nødvendige ressourcer til at løse en opgave (fx projekt, job, barns kitiske sygdom, egen sygdom, pengemangel osv) – og ressourcer skal forståes helt bredt; lige fra it, der driller, manglende kompetence, erfaring etc til tid – både egen men også andres tid, som man ikke er herre over, samt uklare opgaver og stramme deadlines.
Jeg kan anbefale dig at google Majken Matzau – hendes viden om stress er stor og hendes kurser fantastiske 😊
Kram og glædelig lørdag!
Tak fordi du interesserer dig for stress. Flere burde interessere sig for det. Fra min kontorstol kan jeg se de første 10 stressramte kolleger. It takes one to know one. Har selv været sygemeldt – og nej, lige netop – det var ikke bare jobbet. Det var summen af alting. Jobbet var blot der det blev mest tydeligt. Og så da jeg besvimede på en café, men rejste mig fra båren og insisterede på, at det var rødvinen. Som var uåbnet. Eller den dag jegsmed min taske i affaldsskakten og undrede mig over, hvorfor skraldeposen pludselig stod ved siden af mig på forsædet i min bil. Det lyder sjovt, men var virkelig alvorligt. Heldigvis blev det taget alvorligt, men jeg var fartblind og afviste alle, der påpegede, at jeg ikke var normal længere. Indtil en dag hvor jeg råbte af en kollega, der hængte mig ud på jobbet for en fejl, min kollega havde lavet. Jeg græd i en uge, hvor jeg intet kunne. Min chefs nummer på mobilen gav mig hjerteflimmer, jeg reagerede med reel angst. Min læge sygemeldte mig på stedet. Summen af alting væltede mig.
Kram og NU go’ lørdag 😍
Gitte