Jeg møder mange på min vej – der leder efter job. Rigtigt meget af min tid går på at guide og hjælpe folk videre – til drømmejobbet.
Jeg møder mange, som er nyuddannede og som mangler retning. Mange har retning – men rigtig mange fortryder den uddannelse, som de blev puffet ud i i sin tid. Jeg møder folk, som har været et sted mange år – men nu ønsker ny retning, men ikke ved hvorhen.
Hvad gør man så, hvis man er havnet på det forkerte spor eller gerne vil et andet sted?
Så er det tid til sporskifte – måske?
Hvis omgivelserne tillader det.
Hvis familien forstår dig.
Hvis vennerne bakker op.
Hvis jobcenter og a-kasse forstår.
Det gør de bare ikke altid.
Og så kan det, måske, føles endnu mere hårdt, at skulle skifte retning – træffe et valg.
Men det øjeblik, hvor du har truffet det valg og det valg giver dig ro – så vil omgivelserne mærke det, familien forstå, vennerne heppe – og meget ofte også systemet forstå. Men det kræver, at du med overbevisning kan sige det HØJT og iværksætte tiltag, der får dig i den retning, som du mærker at du skal. Rom blev ikke bygget på én dag – men den blev bygget.
Som med alt i livet, er der både ro og larm. Fra tid til anden mere ro – fra tid til anden, mere larm. At skulle overdøve eller opråbe et indre, der påvirkes så meget af det ydre, er slet ikke så let. Hvornår har vi egentlig ro til det?
Vi er mobile 24/7. Vi er på 24/7. På online medier, i relationer – P Å. Jeg er ikke et hak bedre selv – jeg er også glad for alle de online medier vi har. Men jeg forsøger også at huske, at holde fri, så jeg kan mærke roen – mærke det, at være her, lige nu.
Forleden sagde vores statsminister, at det skulle være slut med de der ”find din indre pipfugl-kurser”.
Men hvorfor egentlig signalere, at vi ikke må bruge tid på at lytte til vores indre, for nu at blive i ordvalget, pipfugl? Jeg er med på, at det blev sagt i forbindelse med, at staten ikke længere skulle finansiere 6 ugers kurser til ledige, som gik mere ud på navlepilleri end faglig opkvalificering – men jeg undrede mig samtidig over det tegn, der blev sendt…
Hvorfor må vi ikke lytte, til den indre pipfugl?
Hvorfor skal vi hele tiden VIDERE – hvis vi ikke ved, om det er til det, vi ønsker?
Når jeg sidder med en kandidat med et mål, kan jeg ganske hurtig mærke, om det mål kommer til at blive opfyldt. Når jeg sidder med en kandidat med en passion, kan jeg ret hurtigt mærke, om den kommer til at blive udlevet. Det er ikke raketvidenskab. Det ville du også kunne mærke. Du ved det også med dig selv, når du har fundet NOGET du brænder for. Så kan intet stå i vejen for det. Den passion og det ønske kan mærkes. Fordi du har mærket din indre pipfugl. Fordi du er overbevist om, at dette er retningen. Uanset hvad alle andre siger.
De bedste beslutninger behøver nemlig ikke andres godkendelse og forståelse. De behøver DIN godkendelse og forståelse. Jo mere du holder af dine valg og dine beslutninger – jo bedre er de. Jo mere du har lyst til at gøre ting – vedvarende, uanset hvor sindssyge de måtte være i andres øjne – jo mere skal du gøre det.
Hvis det føles rigtigt, så er det nok også rigtigt.
Jeg har selv den seneste tid truffet valg om både retning og især de sidste måneder, mennesker i mit liv. Hvem der skal være her – hvem der ikke skal være der. Hvem der giver mig ro, hvem, der giver mig larm. Beslutningerne er fra nogen blevet mødt med undren og løftede øjenbryn – men jeg kan mærke, at det er de helt rigtige beslutninger. Selvom de er kontroversielle for nogen. Det føles godt og så bliver andres løftede øjenbryn ligemeget.
Ved at tydeligt at vælge FRA, gør det faktisk livet så meget lettere, at vælge TIL…og bonus er, du både sover bedre og smiler mere.
Så lyt til din indre pipfugl og rigtig god dag…
Følg JETTE BLOK
