”Vær opmærksom på dine omgivelser”.
Det er sådan lidt et ordsprog herhjemme. Primært og som oftest fordi, at min mand har det med at være ret opmærksom på fysiske ting, steder, veje omkring sig – mens jeg personligt er ret god til at fare vild og overse fysiske ting omkring mig.
Når det kommer til det som livet præsenterer for mig, er jeg dog ganske opmærksom. Du kender det godt.
En ulykke kommer sjældent alene.
Hvorfor sker det altid for mig?
Hvad skal jeg lære af det her?
Det var da pudsigt…
Det var da utroligt, som jeg for tiden hele tiden møder…
Den seneste tid har livet vist mig utrolig mange måder at leve på. Ikke at jeg ikke vidste, at vi lever forskelligt – men hele opfattelsen omkring parforholdet og kærlighedslivet folder sig ud for mig i denne tid.
Jeg ved ikke helt hvorfor endnu, men jeg smiler af det – betragter og reflekterer en del over det.
Jeg er forholdsvis konservativ af sind, når det kommer til ægteskabet – og for tiden, får jeg fra mine omgivelser præsenteret alt andet end konservativt.
Det er en ret så surrealistisk oplevelse – nok primært fordi jeg rent faktisk er opmærksom på det.
Der er den nyligt fraskilte mand, der simpelthen blev forelsket og det kunne ikke være anderledes.
Veninden, der har indledt et forhold uden for sit ægteskab og manden har gjort det samme for en stund.
Vennen, der skal være far i et forhold, hvor han ikke er forelsket i kvinden.
Veninden, der lever, som en holdt kvinde – og hvor manden rejser en meget stor del af tiden.
Vennen, der slet ikke har tid til kærlighed.
Vennen, som ikke påregner at blive forelsket nogensinde…
At betragte alt dette er som en vild farvelade i mit hoved – og jeg undres over, hvorfor jeg skal have en så bred palette præsenteret lige nu. Jeg studser også lidt over – hvor er kærligheden? Men hvad er kærlighed…den kan jo være mange ting.
Når jeg så tænker mig om, er det jo slet ikke så sært.
Min mand er pt. i USA og vandre. Jeg har til vane at tænke (alt for) meget, når han er væk. Så vælger verden – måske, hvis man tror på det, at vise mig, alle de mange facetter vi kan være i forhold på.
Måske for at friste.
Måske for at inspirere.
Måske for at forarge.
Måske for at bekræfte min vej…eller vise mig ny?
Jeg ved det ikke.
Jeg vælger dog at være opmærksom på mine omgivelser. Give udtryk for mine tanker og følelser til de, hvor det giver mening – for mig. Jeg tror på, at alle dem, som jeg møder på min vej, kommer forbi for at vise mig noget, lære mig noget, få mig til at mærke noget. Ikke altid positivt – også udfordrende og smertefuldt, men tit så jeg kan spejle mig selv og min egen forforståelse i dem. Det er faktisk ganske fint…og også lærerigt.
Så kærligt inviterer jeg dig til at være opmærksom på dine omgivelser – kig, nyd, betragt og mærk efter, hvad det er, at de vil vise dig. Hvem ved – måske lærer vi noget om os selv…hinanden…livet.
Følg JETTE BLOK
