Det er 1 år siden i dag…
Omkring dette tidspunkt kastede jeg mig ud fra 4 km. Højde. Måske du har prøvet det. Måske du drømmer om det.
Det var en af de der ting i livet, som jeg simpelthen var nødt til at prøve. Grænseoverskridende. Egentlig fuldstændig unødvendigt og på samme tid, hamrende nødvendigt. Jeg er bange for en meter vippen i svømmehallen for pokker altså… men kunne samtidig mærke, at ingen vej tilbage var, da jeg først havde sat mig det for.
Jeg husker tydeligt adrenalinen, der skød sig gennem kroppen i frit fald. Husker lettelsen og tårer, der trængte på, da faldskærmen bredte sig ud og jeg et kort sekund tænkte, at nu blev jeg da højst invalid, hvis det gik galt. På jorden ventede mand og børn. Tårerne fik frit fald, da jeg ramte jorden, blidt og sikkert. Billedet er taget, af veninden der ventede på jorden, lige efter jeg landede.
Jeg lever…
Fra tid til anden kommer der ting, fristelser, udfordringer forbi os, som vi er nødt til at tage. Dette var for mig en af dem. De kommer ikke så tit. Langt fra. Men de kommer og jeg er opmærksom på, når de kommer.
Det er på det tidspunkt, at du som menneske kan vælge, om du vil ignorere en lyst, følelse og trang. Eller om du vil stå ansigt til ansigt med det, der viser sig. Sige det højt. Gøre. Mærke. Føle. Sanse.
Jeg vælger som oftest selv, at stå ansigt til ansigt. Det kan virke overvældende – ikke mindst for mig selv, men også for mine omgivelser, som ryster på hovedet. Tilbage står jeg med en følelse af, at jeg bare er nødt til at gøre det. Det kan ikke være anderledes.
Følelsen ramte mig igen forleden. Flygtigt. Så en flok kite surfere, der fløj og skød henover bølgerne. Båret af vinden. Med hjertet bankende. Mærkende livet. Mærkende livet. Lige NU.
Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at prøve det. Snart.
Så hvad er det, der gør, at vi skubber os selv?
At vi udfordrer os selv til at bestige bjerge, gå Camino, springe faldskærmsspring, træklatring og kitesurfing.
Jeg tror, at det er det, at være lige der, hvor der kun kan foregå en ting.
L I V E T lige nu og her.
Lige nu og her.
Andre forstår dig ikke nødvendigvis.
Måske du ikke engang forstår dig selv.
Det er en følelse.
Et brændende ønske om at være lige der, hvor livet bare mærkes.
Hvor du er.
Hvor hverdagen et sekund eller 2 er sat på hold.
Autopiloten er taget fra.
Kører en anden vej hjem, end du plejer.
Tiden går i stå.
Lev livet.
Mærk livet.
Tag en anden vej hjem…
Følg JETTE BLOK
