Opskriften på det gode liv … ?

happy

Jeg ved, at for mig er det et faktum, at jeg bliver bims i låget, hvis jeg ikke er nærværende i hverdagen og laver yoga et par gange om ugen – gerne mere.

Jeg ved, at det for mig er et faktum, at jeg er i bedre humør, hvis det, der sker omkring mig, er positivt og gode mennesker omgiver mig størstedelen af tiden.

Jeg ved, at for mig er det et faktum, at jeg trives bedst, hvis jeg taler lige ud af posen – siger tingene højt – og ikke brænder inde med ting jeg ikke bryder mig om, er bange for, frygter eller er ked af.

Det er også et faktum, at siden jeg for et par år siden blev uddannet yogalærer, har jeg aldrig været i så god kontakt med mig selv – og samtidig haft overskud til at hjælpe andre som nu og stadig er på en rejse, hvor jeg lærer mig selv at kende. Jeg håber den rejse varer hele livet og er stadig nysgerrig på nye rejsemål.

***

Så det er jo egentlig ligegyldigt, hvad jeg siger, hvad du skal gøre – hvad medierne siger, at du skal gøre, for at få det ”gode liv”. Andres hverdag og metoder kan være inspiration, bevares, men de kan aldrig blive til dine personlige fakta. Det vil jeg i alle fald vove at påstå…

Så når der, som der er for tiden, er mange der er ude og postulere i øst og vest om opskriften på det gode liv – så vover jeg pelsen at have tiltro til – og ja, sagt med et smil, at postulere, at du ved bedst. Du har din historie – dine fakta, dine metoder og din måde at leve livet på.

Hvis du ikke er tilfreds med, hvor du er og gerne vil et andet sted hen, kan du søge inspiration i alverdens livsrejsebøger, en coach, en psykolog, kurser, foredrag, blogs, veninder – men til syvende og sidst, så er det det, der virker for dig, der bliver dine fakta.

Det er kun dig, der kan finde de fakta.
Ingen andre kan vide bedre end dig.
De kan inspirere vise dig muligheder – men ikke vide.

Så når mange derude taler om at du skal ”leve dit fulde potentiale” og være den bedste udgave af dig selv – så har de da måske ret. Men husk, at det er dig, der afgører, om du er der eller ej. Ikke antallet af selvhjælpsbøger, sessions hos coachen eller hvor mange gange om ugen du er ude og løbetræne.

I dag har mange en mening om alt. Om dig. Om mig. Om ting, de ikke har viden omkring. Det er blevet en selvfølge, at vi kloger os på andres vegne – at vi har en mening om A L T. Det er (måske) en farlig glidebane – for hvad er den velfunderede mening så værd?

Der var en artikel forleden om, at vi havde glemt vidensmedarbejdere – at det ikke var sexet at rent faktisk VIDE noget – at vi hellere ville læse kulørte blade, som har mening om alt. Aviser der mest har sensationsnyheder – og breaking quick news. Hvornår blev det umoderne at vide noget – at mærke og sanse fakta – også med dig selv. At sige det højt, at du godt ved, hvordan du trives bedst – og ikke mindst, at det accepteres af omverden…?

Jeg har selv gennem tiden ladet mig inspirere af mange mennesker. Det gør jeg endnu. Af bøger. Karismatiske personligheder. Vidende mennesker, som jeg finder vidende. Her i en alder af 42 har jeg fundet mere ro – men det betyder jo ikke, at jeg ikke fortsat lader mig inspirere og at rejsen er stoppet. Det er den ikke – det skal den ikke.

Jeg praktiserer mindfulness og yoga på daglig basis – det er med for mig til at styrke både koncentrationsevnen og ikke mindst min evne til at skelne mellem hvad der påvirker mig positivt og hvad der påvirker mig knap så positivt. I en hverdag og verden, som går stærkt, giver os input med stor hastighed, så er at skelne evnen i min optik essentiel, for at kunne være til stede og nærværende. I en tid, hvor vi skal forholde os til post flere gange om dagen – og ikke i ”gamle dage” 1 gang om dagen – sætter det store krav til vores evne til at kunne sortere, modtage, reagere og være såkaldt forandringsparate.

Rigtig mange af os er styret reaktivt på en arbejdsdag – vi har ikke magt over, hvordan en dag forløber. Vælger du ex. om morgenen at lave det arbejde du har planlagt – eller checke mailen først og lige se, om der var andet, der var mere vigtigt – både for andre og for dig selv? Den måde at gå til en hverdag på, er ekstrem krævende – og det kræver et helt andet overskud og overblik, end mange er trænet i at have…

Så hvad gør vi? Vi føler os måske utilstrækkelige, stressede og pressede – søger hjælp i bøger, coaches og psykologiens verden – måske. Vi skruer op for farten – og falder måske til sidst af cyklen. Vi famler og gør intet helt – men en masse halvt. Måske. Det skaber frustration. Måske. Utryghed og så kommer tvivlen på os selv. Måske.

Så tal ikke med 2 tunger. Mærk gerne efter, hvad der virker for dig – hvis det virker. Hvis du ikke har lyst til at mærke – så lad være – hvis DET virker. Hvem skal bestemme opskriften på DIT gode liv? Det skal du da!

God rejse på at finde og smage alle ingredienserne til det det fuldstændige fantastiske liv, som DU har fået og husk, du ved bedst – det er dit ansvar…

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar