Rejsen H J E M … om undervisning af stress ramte & sygemeldte.

2 uger havde hun deltaget.

Uden at sige et ord.

Uden liv i øjnene.

Var der fysisk i rummet, men ellers ikke.

Det er der også plads til – heldigvis. Selvom man som sygemeldt i dag bliver bedt om ex. at deltage på et hold omkring mestring i sygdom, stress eller mindfulness, så er der rum til, at man ikke behøver deltage AKTIVT. Oplevelsen her viser nemlig, at man få masser med hjem alligevel.

Efter 2 uger spottede jeg, at hun en dag begyndte at tale under godmorgen/introen – og jeg gik hen til hende, sagde, at det var dejligt at se, at hun talte og at hun lige skulle huske, at det ikke var et krav – så det var vigtigt, at hun blev hos sig selv. Hun smilede – talte lidt mere og var derefter stille resten af dagen igen.

På hendes 3. sidste dag på forløbet åbnede hun munden igen. Jeg var lidt overrasket igen. Hun fortalte, at alt det jeg sagde, ikke gav mening – for hun var ingenting og kunne intet tage ind. Hun var blevet mobbet på en arbejdsplads, chikaneret af de fine advokater hun arbejdede for – og nu var hun bare I N G E N T I N G og vidste slet ikke, hvem hun var – faktisk var hun der slet ikke mere.

Følelsen af afmagt var tydelig. Tårerne fik frit løb.

Jeg fik et flash back til en gang, hvor jeg selv blev mobbet på en arbejdsplads. Hvor tankerne ”er det måske alligevel mig” den er gal med, fik lov at slå telt en kort periode. Det er rædsomt.

En af de andre deltagere kiggede på hende og takkede for, at hun da i det mindste havde ramt den ”bund” som hun selv, var så bange for at ramme – hvorfor hun tydeligt mærkede, at hun ikke kom helt I N D, hvor hun nok skulle.

Der blev fældet tårer. Lidt forløsning. Og vi gik hjem.

Dagen efter åbnede hun igen munden. Der var pludselig et liv i hendes øjne. Hun sagde, at hun jo alligevel havde sidste dag snart – så nu gjorde det ikke så meget, at folk vidste, hvad hun havde været gået igennem. Jeg kunne se, at det lettede i hende. Det kunne de andre også. Jeg ved nu, at hun også mærkede det i sit eget hjerte.

Jeg mindede igen forsamlingen om, at hvor de E R, er en midlertidig tilstand. At det blot er et kapitel i den store bog om D E M. At de kommer styrket ud på den anden side – og kan være stærke på vejen – og samtidig tillade tårer, frustration og vrede på vejen. Det er så vigtigt, at vi reagerer – ikke hvordan vi gør det, men AT vi gør det. At vi tillader os selv at ramme bunden – for så at komme op igen. Det gør vi nemlig.

I fredags kom hun så for sidste gang til en mindfulness workshop. Der var liv i hendes øjne. Hun fortalte om at hendes mand kunne mærke, at der var sket ”noget”. Hun havde endda overskud til at række ud til andre og hjælpe dem. Der var et lys for enden af tunnelen. Hun smilede. Var glad. Optimistisk. Jeg var taknemmelig og glad på hendes vegne.

Da jeg i sin tid startede med at undervise de sygemeldte, tænkte jeg det var strengt, at tvinge folk ud af sygesengen og deres trygge hjem for at være sammen med andre sygemeldte.

Hvor tog jeg fejl.

De løfter, bærer, lærer og inspirerer hinanden S Å meget. Jeg er blot en beskeden facilitator – og forhåbentlig kan puffe og inspirere lidt, så de genfinder troen på sig selv igen.

Stor gave er det, at få lov til at være med. Stor gave er det, at få lov til at se og mærke så kontant afregning af de workshops, som jeg afholder. Stor gave er det, at møde mennesker på en vej og vise dem en lygte og opfordre til at bruge den.

T A K.

Følg JETTE BLOK

• 
• 
•