En solstrålehistorie du bare må læse . . .

Det er vel ca. 2½ år siden jeg mødte ham på Flæsketorvet. Vi mødtes flere gange og han tog flere af mine workshops flere gange, for systemet vidste ikke helt, hvad de skulle stille op med ham. Workshops med mig blev en slags frirum for ham – hvor det hele kunne komme lidt op og ud. Jeg nød at have ham på holdet – han deltog altid meget aktivt og med hele sit skønne hjerte og jeg ved, at han rørte mange andre på holdet – herunder mig.

Han var sygemeldt, der var meget galt – og der VAR meget galt. Hans store krop var slidt og træt efter mange år på arbejdsmarkedet. Hans kærlighed og barn var i Thailand – han her. Han turde ikke tage springet – for hvad nu “hvis”…
 
Vi havde mange snakke om at han følte sig låst i samfundet. Låst fordi kærligheden ikke kunne komme her og han ikke helt turde tage springet og tage derud. Jeg gjorde ham flere gange opmærksom på, at han måske også havde låst sig selv fast . . .
 
Jeg har ikke hørt fra ham i et lille års tid, omend vi havde en tårevædende afsked. Jeg havde ikke engang opdaget, at han var tilmeldt mit nyhedsbrev – som han så i går svarede tilbage på.

 
“JETTE !!! Jeg gjorde det – flyttede til Thailand, slap det danske system helt og lever nu med kærlighed, skønt klima og god mad og har fået mig en fed off roader”.
 
Jeg blev så glad, da jeg fik den mail. Så glad helt ind i knoglerne over, at han nu har taget det spring. Det kræver mod, at vinke farvel til sikkerhedsnet og trygge omgivelser – og kaste sig på en off roader i Thailand.
 
I Thailand er der kærlighed.
I hjertet er der kærlighed – og i Flemmings liv, er der nu kærlighed og varme – hele tiden.

I JUST LOVE IT og jeg ser det for mig.
TAK ! 
JETTE BLOK

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar