I en tid, hvor selvudvikling er både elsket og forhadt, kan jeg i min lille geschäft konstatere, at der STADIG er brug for, at vi lærer OS SELV bedre at kende.
I en tid, hvor TID er en mangelvare for mange mennesker, er OS SELV, det vi rigtigt tit glemmer.
I en tid, hvor flere og flere stadig rammes af stress, har vi brug for at connecte til vores egen kerne – igen.
Vi har tralvt med at ”make it” om det så er på hjemmefronten eller i på jobbet.
Vi har travlt med at være ”rigtige” og gøre som alle andre, så vi ikke falder udenfor.
Vi har travlt med at gøre andre glade og få anerkendelse – fordi vi har glemt, hvordan vi giver os selv netop det.
Det er naturligvis voldsomt generaliserende og jeg ved godt, at DU ikke nødvendigvis ikke hører til i den kategori – men så kender du nok nogen, som gør.
De fleste af os er vant til at klare os selv. Min generation (jeg er fra 1972) er i stigende grad vokset op med generationen, som netop klarede sig selv – og derfor også gav det videre til os. Vores forældre har ikke konsulteret coaches, psykologer og terapeuter i den grad, som vi gør i dag – fordi man simpelthen klarede sig selv og gjorde sit bedste. Netop derfor, tror jeg, er det for mange stadig et tabu at opsøge hjælp. Jeg møder dig jævnligt. Du som tænker, at det er nærmest pinligt at opsøge hjælp til at lære at trække vejret, mærke sin krop, skrive sit CV eller noget helt 4.
(Der er ikke decideret tal på stigningen af mennesker, der opsøger coach – men alene til psykolog går folk 60 % mere i 2013, end de gjorde i 2003 (Danmarks Statistik) – og i forhold til uddannede coaches i samme periode laver jeg en formodning om, at der også er flere der opsøger en coach. Der er også i denne periode uddannet uanede voldsomme mængder af coaches).
Anyway.
Et lidt ekstremt eksempel. Måske. Jeg husker engang, at jeg havde en mand i forløb, som direkte bad mig om at skrive sine ansøgninger – for han vidste, at han var elendig til det (og ikke havde tålmodighed til det) – så det uddelegerede han gerne til mig – mod betaling selvsagt. Han var til gengæld brillant til samtalerne (han fik begge jobs der blev søgt). Jeg havde mange debatter med mig selv, om jeg skulle gøre det – spurgte også netværket, som både rådgav det ene og andet.
Hvad er rigtigt og hvad er forkert ?
Skal vi dømme det?
Er det pinligt at søge om hjælp?
Er der ting, du absolut SKAL klare selv eller ej?
Den gode nyhed er: Du er ikke alene med disse overvejelser.
Mange mennesker har opdaget, heldigvis, at de ikke behøver klare den alene.
Mange mennesker har opdaget, at man gerne må række ud og bede om hjælp.
Da jeg tilbage i 2009 blev uddannet som coach, var bl.a. fordi jeg stod for at skulle opsige intet mindre end 200 personer og havde brug for redskaber til at gøre dette på en empatisk og på samme måde effektiv måde. Det havde jeg brug for hjælp til at gøre.
Da jeg i 2012 blev færdig som yogalærer, var det for at give mig selv den gave, at dedikere tid og omsorg til mig selv et helt år – efter mange år uden særlig opmærksomhed. Jeg havde brug for hjælp, til at give mig selv selvomsorg, for jeg havde glemt, hvordan jeg gav mig selv netop det.
Da jeg i 2015 blev færdig som stresscoach, var det i erkendelse af, at mange dem jeg mødte havde større udfordringer end jeg kunne afhjælpe via klassisk coaching. Jeg bad igen om hjælp til at hjælpe.
Da jeg i 2016 påbegyndte mit studie til psykoterapeut, var det endnu en erkendelse af, at vi alle stikker så meget dybere og jeg så gerne vil hjælpe mennesker med at komme derind og leve fuldt – igen.
Så jeg har også gennem tiden bedt om hjælp. Masser af gange. Jeg har mentorer omkring mig i dag, fordi jeg ved, at jeg hverken kan eller skal klare det alene. Jeg får jævnligt coaching og supervison af mennesker, som ved bedre end mig – og fordi jeg bliver bedre menneske af netop det.
Så min påstand er, at du faktisk bliver bedre, af at række ud.
Det er ikke en fallit erklæring.
Tværtimod. Det er første skridt til at tage dig selv lige så alvorligt som du gør alle andre.
Om hjælp via coaching, terapi, yoga eller noget helt 4. er det, der hjælper dig – ved du bedst selv. Gør dig selv den tjeneste, at kig lidt ind og mærk efter, hvad der ville give mening – og gør det så uden for meget tankevirksomhed omkring, hvad andre nu tænker, hvis du gør det.
Det vigtigste er, at du gør noget.
At gøre ingenting, er også at gøre noget – så længe det er bevidst.
Rigtig god fornøjelse med at tage dig selv kærligt alvorligt.
JETTE BLOK
Følg JETTE BLOK
