I disse tider med sociale medier, er det let at vise frem til omverden, hvad vi går op i, det vi præsterer i dagligdagen, når i mål med, lykkes med, er innovative med, bryder grænser med – kort sagt, eventyr, der også viser, hvor robuste vi er. Der er også mange, som er interesserede i det faktum, at vi gør det og hvorfor vi gør det.
Der sågar mennesker, der (lidt sort/hvidt sat op) er overbevist om, at vi primært gør disse gerninger, for at kunne sige det højt og opnå et LIKE OG ikke mindst – fordi vi er presset ud i det af et fællesskab, som fordrer mere og mere UDVIKLING. De tror ikke, at vi gør det, blot fordi vi har LYST. . .
Det gælder både stammedans i junglen, faldskærmsspring, marathon løb, klosterophold, dig, der bliver veganer, dig, som går Camino – det er som om, der er tendens til, at vi er begyndt at tro, at mennesker udelukkende gør det, for at kunne fortælle det til andre – OG fordi samfundet presser på med, at vi SKAL gøre disse mere eller mindre grænseoverskridende ting – fordi så er man noget eller nogen.
Vores kære Dronning bad os nytårsaften gøre flere unyttige ting i 2018. Senere i samme sammenhæng, lod hun det så bemærke, at det unyttige rent faktisk kunne være nyttigt.
For kan vi gøre noget unyttigt – bare for unyttigheden skyld ?
Eller er der typisk et formål med det, vi GØR – uanset om det er af LIKE eller LYST ?
Vi har, (og jeg er bestemt ingen hellig ko selv), travlt i dag med at dømme hinanden for, om vi gør det for LYST eller LIKE. Pegefingeren er hurtigt fremme – især på de sociale medier. Vi er hurtige til at dømme mennesker i fx reality shows – at ”de må mangle opmærksomhed”, eller ”gå efter hurtig opmærksomhed”, ”15 min. berømmelse”. Men måske har de rent faktisk bare LYST. Tag vores politikere eller kongehus – de er også ganske udsat. Det er helt klart blevet en kultur, at vi dømmer – hurtigt – i negativ og skeptisk retning.
Måske har din kollega, som løber sit marathon for 17. gang til din undren (og min) bare LYST til at løbe.
Måske din veninde, som igen tager på yogaretreat i Indien (måske med mig) – bare LYST.
Måske din mand vælger at gå en tur i weekenden i regn og storm – bare fordi han synes, det er sjovt (ja, det er så min mand, han er i øvrigt lige gået…).
Har du spurgt vedkommende?
Det handler ikke altid om LIKE og om, at flest mulige bliver wooooow og misundelige på dig – og fordi at “alle andre gør det og så må jeg også hellere komme i gang”.
Men for at vi kan nå dertil, kræver det både TID og TÅLMOD. Det kræver NYSGERRIGHED og VENLIGHED. Alle disse ord er i øvrigt principper i Mindfulness og dermed også i Buddhisme – og principperne bliver dagligt især på sociale medier – og sikkert også i den virkelige verden – sat til dørs af EFFEKTIVITET & HURTIGHED.
Så må jeg kærligt opfordre til lidt langsomhed i 2018.
At du kommer mere hjem til dig selv og mærker din lyst.
Lidt mere nysgerrighed.
Lidt mindre ”hurtigst på knappen til at dømme’hed”.
Mere nysgerrighed på hinanden’hed.
Jeg afviser ikke, at der OGSÅ er et præstationssamfund derude, som mange føler, at de er nødsaget til at være en del af – ufrivilligt og det er bestemt IKKE godt. Men der ER også andet. Der er mennesker derude, som i langt størstedelen af deres tid, er drevet af LYST til det de laver og viser frem. Jeg vil vove den påstand, at jeg selv er en af dem – og omkring mig genkender jeg flere i samme boldgade. Dem, der er drevet af en lyst, der kommer indefra og som ikke er diktereret udefra – en LYST, som hvis du spørger ind til den, indeholder en historie og fortælling om en drøm, måske fra barnsben.
For nogle år siden sprang jeg fx selv faldskærm – fordi jeg har haft så mange fantastiske drømme, siden jeg var barn, om at flyve. Jeg er knaldhamrende bange for højder – så det var jo helt tosset at springe ud fra 4 kilometers højde – også selvom jeg hang på maven af en stor stærk mand. Men jeg havde lyst og hold nu fest det rush, det gav og den drøm blev virkelighed – fordi jeg havde lyst. Bare ved at tænke på den oplevelse i dag, mærker jeg igen gyset på den fede måde. Når jeg hvert år tager et par gange til Indien og laver yoga – så handler det om lyst til at være lidt for mig selv, fordybelse, ro og varme – ikke antal likes på sociale medier eller et pres fra verden om, at sådan bør sådan en som mig gøre.
Kan vi gøre det legalt, at selvudvikling ikke nødvendigvis er så hamrende skidt, hvis vi gør det af LYST – og at selvafvikling også er en slags udvikling – og i øvrigt også kan opstå af selv samme udefrakommende pres?
En af mine kæreste yogalærere Søren Rasmussen, sagde i sin tid til mig, at “Yoga er en af de reneste former for selvafvikling. Vi afvikler egoet for at bare være, med det der er”.
Det er så måske også udvikling – primært med afvikling for øje – måske.
SKAL alt partout ned i en kasse med stempel på – kan vi ikke bare VÆRE mere?
Uanset: Skal jeg kende svaret, er jeg nødsaget til at gå i dialog med dig. For hvorfor skal jeg dømme dig på forhånd?
Så, gentager lige mig selv, kan vi ikke bruge 2018 og resten af livet, til at være mere nysgerrige – sige både til og fra ud fra LYST – en lyst, som jeg stadig krampagtigt mener, at vi HAR – og som ikke udelukkende er påført udefra.
Lav et par notater for dig selv – hvad har du egentlig LYST til – ikke ud fra, hvor mange LIKES, det vil få på sociale medier – men ud fra det, som inde i dig, vil give de lækreste kuldegysninger og tilfredsstillelse.
Jeg er ligeglad, om du vælger at tage i kloster i 3 måneder eller springe faldskærm – om du løber dit 20. marathon, bliver veganer eller tager et kursus i Afrikansk stammedans. Bare du mærker efter, om du gør det af LIKE eller LYST. For jeg lover dig faktisk, at det du gør, ud fra LYST, hænger kærligere og længere i din krops nervesystem, end det, du gør ud fra et LIKE.
Go’ weekend.
Kærlige hilsner
JETTE BLOK
Følg JETTE BLOK
