I forbindelse med min terapeutuddannelse, går jeg også selv i terapi – og da mit nye studiested kræver en mandlig terapeut (man skal prøve begge dele) er jeg startet hos en dygtig herre, hvilket er ganske interessant, da det giver helt andre dialoger. Mere om det i en anden blog.
Sidste gang vendte vi en konflikt, som jeg har haft med en tidligere samarbejdspartner. En konflikt, hvor der tydeligvis (for mig) blev talt 2 sprog fra 2 ståsteder.
Vi har 3 dele af hjernen, som vi i terapi beskæftiger os meget med.
- det præfrontale cortex (tænkende – reflekterende)
- det limbiske (følende – relaterende)
- det autonome – krybdyrhjernen (sansende – regulerende)
Måske du genkender den slags konflikter, hvor den ene person taler fra sine følelser (i terapi kalder vi det sted det limbiske) – og den anden mere fra sin tænkende hjerne, (det sted kalder, vi det præfrontale). Du kan også opleve, at en person i en konflikt, ureguleret, blot sætter sig til at græde eller råbe i afmagt; så er de ofte i det autonome system.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var den, som talte fra min hjerne i den førnævnte konflikt (jeg indrømmer også gerne, at jeg er mere hjerne kommunikerende end limbisk kommunikerende – ikke altid en fordel, men det er en anden blog).
Anyway, jeg kunne godt gennemskue, at min modpart talte fra sine følelser, men valgte med overlæg ikke at gå ned på kaste mudder niveau, som det tit kan blive, når vi har konflikter med ståsted i det limbiske system. Det kan i øvrigt også virke voldsomt nedladende, at sige til en person “jeg ved godt, hvad du går igennem og nu lader du det så gå ud over mig”. Det bliver der ikke altid taget godt i mod – og det er heller ikke nødvendigvis dit ansvar at påpege det, (medmindre du får betaling for det, som jeg lidt kækt plejer at sige).
Når vi taler fra vores følelser, følger der nogle gange en hovedrengøring med, som egentlig ikke har noget med den, du er i dialog med – eller det som konflikten oprindeligt handler om. At kunne se det, kaldes også at kunne mentalisere. At kunne sætte sig i den anden persons sted, men vel at mærke, uden at gå over i den anden. At tage helikopteren op og se det, der egentlig foregår. Eller som vi siger i det terapeutiske rum:
At kunne se sig selv udefra og andre indefra.
Jeg er med på, at det selvsagt stadig vil være en form for tolkning – denne situation er dog tryktestet hos en række kloge mennesker, så lige her er jeg vis på, at det er sådan, at det er.
Så hvorfor rammes vi (måske), når nogen sætter et læs gylle foran døren – uagtet, at vi måske godt kan se, at det læs intet har med os at gøre?
For mit eget vedkommende handler det om, at det træder over mine personlige grænser, når folk kaster med gylle i en dialog. Gør hovedrent midt i en helt anden dialog. Det træder over mine grænser, når folk er så meget i deres egen navle (og følelser), at de udelukkende ser en situation fra egen side og helt tydeligt ikke ser det fra min side af vejen. Når jeg kigger tilbage på de gange, hvor jeg har været i konflikt – så handler det netop om det. At min modpart ikke har gjort meget for at forstå mig og sætte sig i mit sted og taler fra et andet sted end mig – oftest uden nogen form for mentalisering.
Handler det om, at jeg er dårlig til at forklare mig?
Ikke nødvendigvis.
Det kan ofte handle om, at den person du står overfor på ingen måde ser konflikten fra andet end egen navle fordi de sidder fast i det limbiske og ikke kan reflektere, når de er i oprør indeni.
Det er også en af årsagerne til, at jeg altid til mine klienter siger, at de ikke skal træffe langsigtede beslutninger i midlertidige tilstande. Det er sjældent gode beslutninger.
Det må dog ikke blive en sovepude – at “det bare er den anden, der ikke kan mentalisere”. Vi skal være vågne – på begge sider af sundet.
Nå, men det træder altså over mine grænser, når mennesker begynder på en omgang hovedrengøring midt i en debat, som handler om noget helt andet.
Jeg indrømmer med ydmyghed, at jeg også sagtens kan finde på dette selv (bare spørg min mand og børn) – en stor del af konflikter mellem ægtefolk/kærester/par/venskaber går også i mudder og opløsning – fordi vi simpelthen taler fra 2 forskellige ståsteder og fordi personen, der taler fra sine følelser, har svært ved at mentalisere og sætte sig i den andens sted og samtidig starter på en hovedrengøring, der omhandler ting/situationer, som måske er sket for flere uger, måneder, år siden.
Du kan sige, at så må man jo møde folk, der hvor de er. Det er bare ikke altid hensigtsmæssigt i en konflikt, hvor det mest frugtbare er, at træde tilbage – ud af konflikten – ud af dramaet (slå evt. dramatrekant op og bliv klogere på dette, nu du er i gang). Et ekstremt eksempel er, at det ikke er hensigtsmæssigt, at møde alkoholikeren med en øl i hånden – for alkoholikeren kan ikke mentalisere og sætte sig ind i andres sted (oftest) – og forstår ikke, at han/hun/den sårer andre ved sin adfærd.
Så konflikter er en pudsig størrelse, som ganske ofte handler om, at vi taler fra 2 forskellige ståsteder – og fra de roller, som vi måske har påtaget os.
Din stemme . . . hvem taler ?
Læg også mærke til næste gang du konflikter, hvor taler du fra. Med hvilken stemme. Er det fra en voksen-dig stemme, eller fra en barnet-dig stemme.
Hvordan skriver du?
Er det med normale kursiver eller med STORE BOGSTAVER og mange af de her !!!!! Det er ofte også et tegn på, at du er et knap så reguleret sted. Personligt er jeg møg allergisk for udråbstegn og store bogstaver i konflikter – også fordi de på skrift ser så bombastiske og konfliktoptrappende ud. Fra mit verdenssyn.
Der er intet galt i at tale fra din barne-stemme, udfordringen kan dog være, at det anno 2019 kommer til at lave benspænd – for det, som barnet i sin tid var nødt til at gøre og sige for at sikre ro og orden – virker helt malplaceret i dag, hvor du er voksen.
Så, som altid, er det er sundt at gå på opdagelse i sig selv – se med Sherlock øjne på, hvornår du taler med hvilken stemme – og hvorfra i dig, du taler, herunder hvordan din evne i konflikten er, til at sætte dig i den anden persons sted, mentalisere. Opdag hos dig selv, når du begynder at gøre hovedrent. Uhensigtsmæssigt.
Mennesker, som er hurtig på aftrækkeren og svarer lynhurtigt på en besked, mail eller sms – i en konflikt – er meget ofte mest hos sig selv, og når sjældent at mentalisere – sætte sig i den andens sted, se sig selv udefra. Jeg kan absolut også selv have lyst i en konflikt til at svare hurtigt og sende en portion ureflekteret gylle afsted – jeg øver mig dog hver gang i en konflikt i ikke at gøre det – men derimod søge at mentalisere, vælge ord og form med omhu.
Lykkes jeg?
Nej, ikke altid – og så er der jo heldigvis ordet undskyld eller jeg beklager, som kan findes frem.
Rigtig god søndag.
JETTE BLOK
Hop til Linkedin artiklen lige her og smid en kommentar, hvis du har lyst . . .
Følg JETTE BLOK
