Det er ikke så længe siden, at jeg så filmen #50shadesofgrey og selvom det ikke just var skuespil på højt plan, så gav det alligevel anledning til refleksion omkring, hvordan og hvorfor sådanne forhold, og generelt forhold, opstår. Hvor svært, at det kan være at ændre sig. Hvordan hjerne, hjerte og krop allerhelst bare vil gøre det, de plejer. Selvsagt, var filmen en kende stereotyp og jeg kunne uden at have set den før, næsten forudsige scenerne – ikke desto mindre, så viste den også, hvordan vi påvirkes af det, som vi kommer af.
I vores relationer – og i særdeleshed vores kærlighedsrelationer, indgår vi i et fællesskab, hvor vi på den ene eller anden måde nærer hinanden. Den næring er heldigvis ofte som sund gødning – men der også fra tid til anden en mængde plantegift med.
Alt efter, hvad vi har med i rygsækken fra vores opvækst, vil vi, hvis vi ikke er vågne, søge det, som gør det samme ved os, som barndommen gjorde.
Hvis du har haft en tryg barndom med tillid, kærlighed og nærvær, er der gode chancer for, at du får det – hvis du har haft utryghed, uforudsigelighed og mistillid, så er det ofte det, du har vænnet dit system til, at du skal søge.
Netop derfor, er det for mange utroligt svært at komme ud af relationer, som udefra kan se usunde ud – men inde i dig, er normale at være i. Du er vant til, at din hjerte banker hurtigere end gennemsnittet, at dine tanker kan være svære at få til at falde til ro – du er i det vi terapi kalder høj arousal. Det kan også være, at du er vænnet til lav arousal – det kan være lige så nedbrydende. Links arousal ordene henviser til en fin lille beskrivelse af tilstandene, som ikke kun gælder for børn – men også voksne.
Som med mange ting er en god balance mellem høj og lav arousal ønskelig – og vi skal helst både kunne hvile og være i gear. Det er bare ikke alle, som har haft begge muligheder i deres opvækst.
Det kræver ofte et kærligt og hårdt terapeutisk arbejde at bryde en cirkel, som måske for dig ikke føles direkte ond – men som ganske langsomt nedbryder dig. Der er trods alt grænser for, hvad vi mennesker kan tåle.
Mange af os tror, at vi skal have fået tæv, været udsat for voldsomme svigt, dødsfald og i den dur, hvis hjemmebasen skal kategoriseres som utryg. Men det kan også være en psykisk eller fysisk syg far, hvor vi ikke har talt om det højt derhjemme, et dødsfald, som ændrer familiedynamikken, en fraværende mor, en dominerende forælder eller bare generelt et mangel af nærvær – ikke nødvendigvis penge – men nærvær.
Den slags kan også give os en indre utryghed, gøre at vi har svært ved at gå ind i relationer ligeværdigt, (som det sker i den famøse film) – og det kan være drivkraft til, at vi mangler tillid til både os selv og dermed også en partner.
At ændre på disse mønstre er langt fra let – men det lader sig gøre. Det kræver, at du er vågen og opmærksom og lærer, både i hjerne, hjerte og krop, hvad det er, du gør i relationer. Når du og dine celler først ved bedre, så kan du gøre bedre.
Når du først har kigget din indre 9 årige i øjnene og genkaldt dig den følelse, der var der, opstår ofte en utrolig stor omsorg for, at både passe på den 9 årige – og sætte dig selv fri af gammelt støv, der virkede engang og var en nødvendighed for overlevelse, men som nu snubler ben for dig.
#JetteBlok
Gestaltterapi giver muligheden for, at du bliver klogere på dig selv og både kan favne dig selv – og sætte dig selv fri og få en endnu større livsbuffet at vælge imellem. Det kan være store og små emner, som vi kigger på i min praksis – det behøver ikke altid være de store traumatiske hændelser og diagnoser, der gør, at du snubler i relationer og livet.
Netop den måde, vi er forælder på, afspejler i høj grad den måde, vi også selv er blevet set og mødt på – og igen, hvis vi ikke er vågne, så gør vi, som vi selv har erfaret – hvilket er godt, hvis det har været et trygt rum – men knap så hensigtsmæssigt, hvis det har været en opvækst med en grad af utryghed.
Mine klienter siger tit, at det da er utroligt, at de skal komme hos mig, for at opdage ting ved sig selv. At de ikke selv kan gøre netop det arbejde. Det er bare lettere sagt end gjort – for ofte så ser du jo det, som du plejer at se – uden nødvendigvis at blive spejlet tilbage, som bl.a. er det jeg gør i terapi: Holder et spejl op – og inviterer til indsigt og forståelse af, at det du har gjort de sidste 40 år på ingen måde er forkert. Husk, at der har været en rigtig god grund til, at du har gjort, som du har. Nu snubler du måske i den adfærd – og ønsker ændringer i dit liv – men det lader sig ikke gøre, før du tydeligt kan både se og mærke, hvad du gør.
Det kalder vi uafsluttede gestalter – og sammen, så lukker vi dem kærligt, så du har flere valgmuligheder i livet – og flere døre står åbne for dig. Det kan lyde næsten for godt til at være sandt – jeg siger heller ikke, at det er let – men det lader sig gøre.
Det kan lyde som om, at jeg lægger det fulde ansvar over på det enkelte individ – men det gør jeg ikke. Jeg lægger omstændighederne, som du var i til grund for den adfærd dine millioner af celler retter sig efter – og giver dig muligheden for selv at vælge mere frit i dit liv i dag.
Følg JETTE BLOKDét er gestaltterapi – muligheden til at træffe bedre og mere oplyste valg – både i hjerne, hjerte og krop – for det nytter ikke, at vi kun arbejder med hjernen kognitivt, hvis millioner af celler og følelser arbejder mod.
Jette Blok
