De fleste ved, hvor vigtige relationer er. At have nogen at høre til. Et fællesskab.
Nogen, der lægger mærke til, hvis man ikke længere ringer/skriver/er online.
Relationer er noget af det mest dyrbare, som vi mennesker har og relationer kan ikke bare købes, uanset hvad mange forsøger at forgive på diverse platforme.
Relationer er med til at give dig mening, styrke, nærvær og følelsen af at høre til et eller andet sted i en eller anden flok. Dette gælder også for de introverte sjæle.
Mange mennesker søger efter et sted at høre til.
Jeg arbejder jo bl.a. en del med jobsøgende sjæle og det er så tydeligt at se, at dem, som har relationer omkring sig, har det lidt lettere end dem, hvor der kan være lidt mangel på det. Hvis du fx bor alene, så sætter det ofte langt højere krav til dig om at være den udfarende – tage initiativ. Derfor anbefaler jeg også, at du som jobsøgende sikrer dig, at du har noget i dit liv, som du kan stå op til, beskæftige dig med – udover jobsøgningen. Det kan være et frivilligt job, interesse, deltidsjob – et eller andet, så nogen tænker på dig, venter på dig – og du føler at du giver og skaber mening et eller andet sted i din hverdag.
Vi skal simpelthen have mennesker at støtte os til – at løfte og blive løftet af – i en eller anden grad, så den der hverdag giver MENING.
Forleden hørte jeg en podcast om emnet her og hvor vigtigt det er for mennesket, at omgive sig med nogen, som får dig til at vokse. Dette gælder generelt – og ikke kun i krisetider.
Man kan vokse på mange måder – det kan være ved venlige ord, støtte i ryggen, deling af netværk, et lille hep i en given situation, en gåtur, en kop the.
Det, som denne podcast ikke nævnte, var følgende: Det kræver et vist overskud, at kunne være sådan en relation og vi kan ikke være det 24/7.
Vi kan dog øge bevidstheden omkring netop det og udtrykke vores behov højt også selvom det kan være sårbart at sige højt, at man føler sig alene og mangler mennesker omkring sig og noget mening i sin hverdag. Fremfor at fortælle dig selv, at du intet overskud har, at livet gør nas – meningen er væk – så brug det krudt på, at komme ud blandt nogen, som holder af dig.
Så alt efter hvor på skalaen du er, ræk ud til et menneske, du holder af. Få det til at vokse og blomstre – eller øv dig i sige højt, at du har brug for gødning. Vi mennesker er ikke ens, har ikke ens behov i en given situation – så regn ikke med, at andre kan regne det ud – og hvem ved, måske er de selv nede på gødning i en periode, så vent ikke med at få skabt de fællesskaber – skab selv, stort eller småt, så du også kan høre til et sted.
Tak fordi du læste med – og du er som altid velkommen til at dele dine refleksioner med mig.
Følg JETTE BLOK