Der, hvor jeg sidder lige nu og skriver hænger flere postkort foran mig. Postkort, som jeg satte op, da jeg var jobsøgende for et par år siden. Der står:
”Fordi du gør en forskel”
”Det man søger, er man selv”
”Du skal være gavmild mod dig selv, før du er gavmild mod andre”
”Du er en stjerne”
”Er du kriger eller offer”
Og i den dur…
Måske du tænker, det var dog en værre ”I love me” væg hun har gang i – men det er faktisk blot kære påmindelser til mig selv om, at jeg er god nok. Det kan jeg nemlig godt glemme. Jeg tænker, at du også godt kan glemme det i ny og næ.
***
I disse dage florerer der en meget læst blog (fra dette gode forum) omkring eksamenskarakterer, som der prales af på nettet (altså karaktereren 12, de færreste praler med karaktereren 4). Om selvtillid og selvværd – at vi skal se mennesket ikke karakteren. Jeg trækker lidt på smilebåndet…
For enten får forældre anno 2014 skæld ud for, at de er for lidt sammen med deres børn og ikke SER dem, anerkender dem, er med dem – eller også får de skæld ud for, at de kun på Facebook og lignende medier kun roser, når deres børn får 12.
Det er bare aldrig godt nok.
Nu har jeg ikke selv børn i en alder, hvor de får karakterer – men jeg er ret sikker på, at jeg også ville smide et 12 tal på Facebook, hvis de fik det og hvis de var ok med det (mine børn er allerede i en alder, hvor de selv lader mig vide, om de ønsker fotos mv. af dem på nettet).
Mine børn må gerne vide, at jeg anerkender, når de har gjort det rigtigt godt. Når deres indsats bliver mødt positivt – når de har knoklet og er kommet i mål. Deres mål. Ikke mit mål. Hvis de gerne vil en vej, der kræver et vist gennemsnit, så kan jeg love jer for, at jeg vil støtte og bakke dem op i ALT hvad de gør, for at nå dertil og juble med dem, når de når det. Jeg vil også trøste og sige op på hesten igen, hvis de ikke når det.
Det er deres drøm, jeg vil støtte op om, ikke min. Som når jeg underviser yoga og vi i ny og næ laver en øvelse, som måske ikke er helt let – lader jeg også folk vide, at jeg personligt er ligeglad med, om de kan stå på hovedet eller ej. De skal ikke gøre det for min skyld. De skal gøre det for deres egen, hvis de har lyst og behov.
Jeg har den seneste tid set både 7, 10 og 12 – indrømmet, jeg har ikke set mange 4 og nedefter – men jeg tror så heller ikke, at folks liv udelukkende foregår på Facebook. Forældre har alle dage pralet af deres afkom. Det er der intet nyt i. Jeg mener ikke at mine forældre pralede synderligt af mine dårlige karakterer (der var vist en enkelt eller 2…), da jeg var barn – de pralede af de gode (og gør stadigvæk) – og lod mig vide, at det var godt jeg kom godt igennem de mindre gode også. Jeg var ikke stødt over, at de kun pralede af de gode karakterer og følte mig ikke mindre værd. Det er stadig tal. Jeg vidste og ved, at de elsker mig uanset, om der står 4, 7 eller 12 – og uagtet, at de ikke praler med de mindre karakterer.
Men det er som om, at verden har glemt, at hvis det ikke står på Facebook, så sker det nok ikke.
Det er en farlig vej at tage og lidt af en fordømmelse, synes jeg…
Vi er lidt hårde ved os selv anno 2014…
Ikke kun skal vi have en mening om helst alt – vi skal også se perfekte ud, have det rigtige hjem, balder, søge de rigtige jobs, gå i det rigtige tøj, læse de rigtige bøger – købe det rigtige mel og bage de rigtige kager (som vi så alle sammen lægger foto af på Facebook). Jeg ved godt, at mange af jer som læser for længst er sluppet ud af det ræs (hvis det da føles som et ræs…) – men rigtig mange er der stadig. Jeg er der til dels også selv med billeder af mad og champagne – så bare rolig, jeg er menneske. Jeg har det dog helt fint med det – og jeg gør det ikke, fordi andre gør, eller jeg mener, at jeg skal…
Da jeg var 15 skulle alle sammen have Lacoste bluser, Kappa trøjer og Converse. Jeg husker så sent som i går jagten på de meget sjældne lilla Converse og husker dagen, hvor jeg endelig fandt dem (og så ikke kunne gå i så flade sko, men lad nu det ligge…). Havde der været Facebook dengang, havde jeg fortalt om det på Facebook. Stensikkert.
Så hele dette fænomen er ikke nyt. Nu har vi blot sociale medier til at fortælle om det – udover, at vi taler sammen om det… Intet nyt under solen – egentlig …
***
Så… Lad blot omverden mærke, alt det du har og det du gør – det du ønsker og er god til – få hjælp til at få det frem, hvis du ikke kan mærke det eller har glemt det for en stund.
Du er god nok, som du er – både når du praler af dine unger på nettet, laver hjemmebag og viser dine nye sko frem.
D U E R G O D N O K.
Følg JETTE BLOK
