Forleden var der en debat herinde omkring, hvornår man er ekspert eller specialist på et område. Om hvorvidt vi bruger disse ord – og hvornår vi gør det – herunder, hvorfor vi gør det. Der var mange gode bud på det hele. Selv er jeg varsom med at sætte de ord på mig selv. Ikke ud af beskedenhed – men fordi jeg bare ikke har brug for det. Jeg tror på, at folk nok skal finde ud af, hvad jeg kan – når de møder mig, hører om mig eller måske læser noget, som jeg har skrevet.
I dag talte jeg med et god veninde om det med at pynte sig med lånte fjer. At kalde sig noget, man ikke er uddannet i – tilføje stillinger og positioner, som man dybest set ikke har haft. Forbavsende mange gør det – og det undrede os begge – for hvorfor gør vi det? Hvorfor kan vi ikke bare være os selv? Med det vi nu engang har med? Hvorfor konfronterer vi ikke dem, der gør det?
Samtidig undrer det mig til stadighed, at medierne ikke er mere kritiske i forhold til, hvem de lukker ind som eksperter og ”go to persons” – og det, at de slet ikke tjekker folks baggrund. Jeg kender selv til flere, som ikke har den uddannelse eller erhvervserfaring, som de ellers offentligt postulerer, at de har.
Jeg forstår ikke de gør det. Jeg forstår heller ikke, at de tør det. Egentlig.
Indrømmet, min ordentlighedssans ligger HØJT på skalaen (og jeg skal nok forsøge at styre min indre politikommisærinde) – jeg tror dog og håber på, at de fleste er i samme båd som mig. Så jeg taler her ikke om en fx skyggeside, der handler om, at de, der pynter sig, gør noget, som jeg har lyst til – for jeg har virkelig ikke lyst til, at kalde mig noget, som jeg ikke har både teoretisk og praktisk baggrund inden for. Det vil simpelthen for mig være for uoverskueligt at finde rundt i – for hvad ER jeg så?
Jeg bevæger mig jo i bl.a. langsomt ind i terapi verden – og der er desværre mange, der giver ”os” et dårligt navn ved at kalde sig titler, de ikke er uddannet i – og endda promoveres i medierne, ukritisk, som eksperter, selvom de ikke har siddet på skolebænken i emnet (ja, jeg vægter den skolebænk HØJT).
Terapiverden ER broget – for ordet Terapeut, Sorgbehandler, Misbrugsbehandler, Traumeterapeut, Psykoterapeut, Sexolog, Parterapeut er IKKE beskyttet – overhovedet.
Min indre smagsdommer & retfærdighedssans udfordres derfor gang på gang. Jeg finder det bare dybt falskt at udgive sig for noget, som man ikke er – fremfor at vise og stå ved den, man rent faktisk ER – hvordan sover de mennesker om natten?
Emnet er super aktuelt for mig, derfor dette skriv – for jeg har selv i dag på LinkedIn tilføjet ordene Therapy og Training Psychotherapist. MAX grænseoverskridende for mig (for jeg er jo ikke HELT færdig) – til trods for, at jeg jo er igennem grunduddannelsen til Psykoterapeut og færdiggør til december en overbygning og allerede tager træningsklienter. Men nu står det der helt offentligt – og jeg står ved det, for det er jo sådan det er (tak @Christina Holm for modet).
Har du nogenside pyntet på dit CV (måske naivt at tro, at du vil skrive det her) ?
Jeg er nysgerrig – HVORFOR tror du folk gør det?
Jeg har selv tunet mit CV NED et par gange – men dælme aldrig OP.
Måske en fejl ? Eller hvad tænker du ?
Er det så farligt, at være den vi ER – uden julepynt og guirlander ? Hvem prøver vi egentlig at narre?
Kom med dine input – gerne dem der ikke lige lige for – for jeg ER oprigtigt nysgerrig.
Kærlig hilsen
Jette Blok
