Menneskebiblioteket …

Hun er 69 år, fortæller hun mig.

Har været igennem både 2 x kræft, hofteoperation og hjerneblødning.

Hun sidder med sine pivskarpe skrigpink negle, nystrøget skjorte – slank som en ballerina. Nægter at lade sig kue af systemet.

Vil bare tilbage og arbejde.

Jeg er vild med hende fra dag 1.

Fuldstændig.

Hun prøver mig af. Jeg tager i mod. Vi pingponger og i løbet af de uger, hvor vi mødes på holdet for sygemeldte borgere, både griner vi og græder.

Hun er et livsstykke.

Som Jon Kabat-Zinn siger:

Sålænge der er puls, er der mere der går godt, end skidt (frit oversat).

Det efterlever hun til fulde.

Hun fortæller mig, at det der mindfulness ikke er noget for hende. Og høreapparatet havde hun glemt sidst. Hun skal i øvrigt bare tilbage på arbejde NU og det kan kun gå for langsomt. Hendes kunder venter jo på hende.

Efter en omgang mindfulness i mit selskab, smiler hun og næste gang vi mødes fortæller hun, at hun svæver ned af den lange gang, hvor de andre deltagere normalt hjælper hende ned af – på en kontorstol – hvor de kører ræs med hende, så hun kan nå sin smøg i pausen.

Jeg er vild med hende. Nævnte jeg det?

Så meget viljestyrke.

Hun fortæller efter et par uger. Er sågar begyndt at nyde sin morgenkaffe og avis. Har valgt ikke at være så irriteret mere over det, som er hændt hende. Men er begyndt at værdsætte de små øjeblikke.

På den sidste dag smiler vi sammen. Krammer og fælder en tåre. Hun takker mig for at have været der for hende. Jeg takker for hende.

Individualist i fællesskabet.

Det er det, det for mig, handler om.
At se hver enkelt – mærke hver enkelt – og skabe grobund for samhørighed.

Jeg er så taknemmelig for alle de fantastiske mennesker jeg møder på min vej. Mit helt eget lille menneskebibliotek. Mennesker jeg aldrig havde truffet, hvis jeg havde haft et mere ”normalt” liv, hvad end det så er.

Det giver indsigt.
Viden.
Overskud.
Ydmyghed.
At kunne inspirere en kvinde på 69 med så meget i bagagen.

TAK.

Følg JETTE BLOK

• 
• 
•