Camino - et tilbageblik på en fantastisk tur .... ud og ind.

I disse dage dukker minder op på Facebook om en fantastisk gåtur, jeg tog i 2012 – en gave på min 40 års fødselsdag. 120 km gåtur i Spanien på den velkendte Camino.

Det var før min blog. Så jeg bloggede nærmest på Facebook i stedet – fordi jeg elsker at skrive – vidste I fulgte med – og jeg ønskede at dele.

Dette på trods af kommentarer om, at man “burde” være offline på en tur som denne. “Burde” findes ikke hos mig mere. Der er ikke en rigtig måde at gå Camino på. Der er mange. Jeg gør, hvad jeg har lyst til – og anbefaler, at du gør det samme i livet.

Du får de “største” tanker her.

Buen Camino.

17. oktober 2012

Tanker…

Er der overhovedet tanker, når man går på Caminoen?

Jeg vågnede i nat med en uro i kroppen. Ikke smerte. Men som vokseværk og en puls der jernede afsted. Bogstaveligt talt. Pudsig fornemmelse.

Handler det måske mere om, at være, at slippe hjernen, nå nærmere sig selv, ved blot at sætte en fod foran den anden…

Det øsregner i dag…don’t mind the weather sagde den unge mand i kirken…det prøver vi så…

Går pt. i 800 meters højde…og det er gået op hele dagen. Nævnte jeg det regnede?

Men det er ok. For jeg er med mig. Jeg går i en nærmest trance lignende tilstand….en fod foran den anden…en stav…et skridt.

Holder lige nu pause på toppen. Hælder for første gang i 20 år sukker i min the. Ekstra energi. 10 km i benene i dag indtil videre. Halvvejs. Hviler fødder – tørrer bare lidt…

Som i yogaen er det mellem stillingerne, vi bliver belønnet af pauser. Pauserne er til gengæld intet værd uden stillingerne…

På samme måde er Caminoen, mellem en fod foran den anden, møder vi freden, roen og tankerne.

Måske…

19. oktober 2012

25 km i dag til at tænke i. I høj sol.

Er der en rigtig måde at betræde Caminoen på?

Er der one way only eller?

Vi møder mennesker på cykel, på gå ben med rygsæk, på gå ben uden rygsæk (får transporteret bagagen). Planlagte ture med faste stop – og mange som os selv, uden andet planlagt end at gå, spise og sove. Er der en rigtig måde?

Vi mødte en irer i dag som havde været på vej, hele vejen, i 5 uger. Han var træt. Mange står af og på – henover flere år. Tager turen i etaper – eller måske “kun” noget af den.

At have den frihed vi har, ved ikke at være låst til et “next stop” kan jeg mærke betyder meget for os begge. At have vores ting på ryggen, uafhængigheden er en fantastisk følelse. Så det må jeg anbefale selvom det er hårdt at bære sit grej.

Mange er ved en krydsvej, når de går Caminoen. Englænderen vi nød vin med i går, var lige blevet fyret – den unge kvindelige hollænder havde brug for en pause fra hverdagen. Moderen og datteren fra Danmark har sikkert også en særlig historie.

Det er hårdt at gå. Det går ikke lige ud hele tiden. Det gør det faktisk sjældent…Det går op på toppen af toppe og ned i dale til små floder og åer…det er hårdt. Jeg har sagt til mig selv jeg ikke vil pive, så det gør jeg ikke, selvom min krop bliver presset. Men. Stadig ingen vabler. Utroligt nok (siger min mand). Pyha tænker jeg.

“På 4. dagen har du gode ben og kroppen har vænnet sig til belastningen” sagde min dejlige mand.

Jeg må give ham ret. Jeg dansede faktisk ned af en bakke i dag – og jeg er faktisk ikke super glad for at gå ned. Kronisk bange for at falde…men gode ben havde jeg.

Så er der en rigtig måde. Jeg tror det ikke. Alle måder kan være rigtig for dig. Alle måder kan være lige gode.

Det her handler ikke om at præstere, selvom hver motivationsrock, som vi passerer på vores vej er en lille sejr. Det er rejsen, ikke målet det handler om. Tænker jeg.

En ting tænker jeg dog alligevel…vid hvorfor du vælger din Way. Vid hvorfor du går denne tur, eller cykler den eller danser den. Så tror jeg, at det gør rejsen mere spændende og mere nærværende – som med alt vi gør. Det betyder ikke at rejsens formål ikke kan ændres undervejs. Det kan den skam sagtens….

Det giver bare lidt mere mening, hvis vi ved, hvorfor vi gør, som vi gør…tænker jeg.

20. oktober 2012

23 km i dag. Vi er 5 km fra katedralen i Santiago.

Er det en præstation at gå Caminoen?
Er det en spirituel rejse?
En fysisk prøvelse?
En pilgrimsfærd?

For mig er det klart en fysisk prøvelse. Jeg går sammen med Mr. Lightweight himself og jo han er sød til at tage det i mit tempo, og jeg ved, at han også bruger meget krudt på at sikre, at jeg har det godt OG jeg ved, at han normalt går 50% længere hver dag…

Der var en grund til at Isabella forleden sagde, at han skulle beskytte mig og ikke omvendt…

Vi går alle forskelligt.

Der har de sidste par km gået et par foran os. Hun har en bælte taske, han en stor rygsæk. Vi smilte lidt af det, indtil jeg sagde, at det jo kunne være, at de tog en dag hver med rygsækken…

Så man skal pakke sine fordomme væk hernede. Synes jeg.

For du ved faktisk ikke, hvorfor folk går, som de går. For vi går turen alle på vores egen måde.

Går i stilhed, eller taler med alle på vejen. Går i smerte, går i glæde. Går med Gud, søger efter Gud. Går efter renselse – går for fornøjelse. Går med vino, går med vand. Online eller offline. Skyper med familien eller sender postkort.

Find din egen vej. Mellem dem der går foran, ved siden af og bag dig.

Vejen som er rigtig for dig. Ikke kun på Caminoen, men i livet.

Det har jeg nu altid ment, at jeg har levet efter – men nok i endnu højere grad nu. Jeg oplever mennesker gøre det samme – på så forskellig måde, af så forskellige årsager og alligevel på en fælles vej. Respekt for det.

Den spirituelle del kommer ind for mig, hver gang vi træder ind i kirker på vores vej. Tænder et lys. Sender en tanke. Går i stilhed. Går og deler tanker. Når vi går gennem eucalyptus skovene og lader os indhylle i duften. Når vi sidder i byen, hvor munkene plejede at vaske sig, inden de gik de sidste km og trådte ind i katedralen i Santiago.

De mange blomster, især hortensiaer på vejen har fået mig til at sende tanker til en nær afdød blomsterherre, jeg arbejdede for engang. Hver gang jeg ser børn lege, tænker jeg på vores dejlige unger og hvor priviligerede vi er, at vi kan tage en tur som denne, have det liv vi har, gøre de ting, vi gør.

Så der er meget taknemmelighed under vejs. Hjertevarme.

Kærlighed til ham, jeg går med. Især. Uden ham ville jeg nok aldrig have været på en pilgrimsfærd som denne.

Tak for gaven min elskede.

21. oktober 2012

Sidste timer i Santiago i det gamle kloster, mens en sækkepibe høres fra gaden et sted.

Sidste timer, inden turen igen går nordpå med fly.

De sidste 5 km i morges var lange. Mine motivationssten har været væk siden 11km. De sidste skridt skal gåes i blinde. Måske. Men jeg savnede dem faktisk…

Messen i katedralen. Prop fyldt. Mere end 1500 mennesker. Både pilgrimme og lokale. Unge, gamle, børn og fra hele verden. Den svingende rensende Botafumerio var en stor oplevelse. Sikke en afslutning. Finale. Ny begyndelse.

Præsten nævnte lande fra, hvor pilgrimmene til stede i dag, kom fra. Der blev naturligvis også sagt Danmark. En dejlig følelse.

De 3 spaniere vi har mødt flere gange på vores vej kastede sig over os med kys og kram. De så os ikke i går og var blevet helt urolige.

Den unge pige fra Korea, som vi har mødt flere gange nåede også messen i dag. Hun har gået hele vejen. 800 km. Fyldt med glæde og skulle gå videre i morgen mod havet.

Amerikaneren på 75 nåede også frem. Går videre i morgen mod havet.

Vi kender ikke deres navne. Men vi deler en vej. En rejse. En færd. Hjertevarme. Respekt.

Så hvad nu?

Føler mig fyldt til briste punktet og samtidig helt tom indeni. Har lyst til at vandre videre. Til havet til at dyppe tæerne i Finisterra. Hvor jorden stopper.

Det må blive næste gang. Det har vi lovet hinanden.