Han satte sig ved siden af mig. Spurgte om der var plads. Jeg så hans blindestok – og bød ham velkommen ved siden af mig.
En dialog startede. Så dejligt befriende, tænkte jeg straks. At tale med en fremmed i toget. Tænker så tit, hvor det er pudsigt, at alle i toget, sidder og dimser med telefoner, ipads, computere osv. Måske hvis jeg tog toget hver dag, jeg ville gøre det samme – men det gør jeg så ikke.
Jeg kiggede ud på bladene på træerne, som jo langsomt er ved at falde af. Det slog mig, at dem kunne han jo ikke se. Nævnte for ham, at det var en smuk dag og der snart ikke var flere blade tilbage på træerne.
Tænkte ikke lige over, at han jo aldrig havde set blade.
Han bad mig beskrive bladene. Årstiderne. Farverne.
Jeg gjorde et forsøg. Talte om rustikken i efteråret, skarpheden i foråret, varmen i sommeren. Flere gange måtte jeg tage mig selv i det faktum, at han jo aldrig havde set et træ, grantræ eller årstiderne skifte i skoven. Ikke med øjnene i alle fald. Vi talte om bøgetræer, piletræer, grantræer og stedsegrønne.
Han havde været blind hele sit liv og undskyldte, at han spurgte.
Men jeg fandt det interessant. At se og beskrive, med tanken om, at jeg ikke kunne se. Så jeg fortalte videre om forskellige træer, grantræer, nåle og skovbundens overflod af visne blade.
Spurgte ham, om han havde ligget i en bunke med visne blade i en skovbund?
Spurgte ham, om han havde krammet et træ?
Ingen af delene havde han prøvet og han “kiggede” lidt sært på mig…
”Kan man da mærke liv, hvis man krammer et træ”, spurgte han. Den var ikke let. Der er jo ingen puls, men alligevel kan jeg da sagtens føle LIV, når jeg krammer et træ…
”Synes folk ikke, at du er sær, når du krammer træer og ligger i blade”, spurgte han … Det går jeg ikke så meget op i, svarede jeg … og altså, børn gør det jo hele tiden…
Vi grinte.
Dejlig snak.
Selvom vi kan se, er der jo egentlig ingen garanti for, at vi ser.
Selvom vi kan høre, er der ingen garanti for, at vi lytter.
Takkede ham for hyggeligt selskab, da han stod af – han skulle på job.
Han stemte klaverer.
Naturligvis.
Hvad ellers…
Prøv du og beskriv naturen til en, der ikke har synet – og kram et træ næste gang du er i skoven og kast dig i bladene (anbefaler de er tørre, trods alt…). Det kan varmt anbefales. Når du gør det, mærker du hvorfor.
Allerbedste hilsner
Jette Blok, Menneske
www.jetteblok.dk
