Gråzonen & Regnbuezonen…

Forleden til en af mine workshops, nævnte jeg – som jeg så tit gør, at mange rigtig ofte bliver meget “sort/hvid” I deres tankegang, når vi rammes af krise, sygdom og lignende.

Vi har tendens til at blive enten eller.

Enten får jeg det bedre – eller også kan jeg ligeså godt give op.
Enten har jeg det godt hver dag – eller også er jeg nærmest døden nær.
Enten forstår folk mig – eller også gør de ikke.

Da snakken faldt på emnet – understregede jeg – som så tit før, hvor vigtigt det er, at vi også ser hele gråzonen som en mulighed.

Alt det, som ligger mellem SORT og HVID. Alt det GRÅ.

Gråzone lyder altså ikke særligt tiltrækkende, sagde en af kursisterne.
Tavshed en kort stund…
Gråzone lyder faktisk ikke særligt attraktivt måtte jeg erkende…

Så omdøber vi den til REGNBUEZONEN sagde jeg – efter mine øjne faldt ned på min hånd, hvor et regnbuearmbånd, som min datter har lavet, tit har plads.

Det vakte glæde. Meget mere.

REGNBUEZONEN.

Så hvad sker der i regnbuezonen?

Der sker ALT.
Proces.
Tårer.
Grin.
Fremskridt.
Tilbageskridt.
Stilstand.

Regnbuezonen vil jeg gerne byde dig ind i, når du er i krise af en eller anden art. Jeg vil invitere dig til ikke at tænke enten eller – men tænker i flere farver, end sort & hvid.

Der er bestemt tidspunkter, hvor sort/hvid er eneste udvej – bestemt. Jeg ønsker blot for dig, at du selvom du er i krise, inkluderer flere farver i dit liv.

Så tænk over det, når du taler til dig selv.
Om dig selv. Om andre. Til andre. Med andre.

Er der farver i dit sprog – eller er du sort/hvid.

Hvad ville det give dig, at få flere farver i sproget – og minde dig selv kærligt om, at blot fordi det der skete lige NU og HER ikke var fantastisk – behøver det ikke betyde, at resten af dagen ikke kan være fuldstændig fantastisk.

Velkommen i Regnbuezonen.

Nyd din dag.

Gode hilsner Jette Blok
www.jetteblok.dk

Følg JETTE BLOK

En kommentar til “Gråzonen & Regnbuezonen…”

Skriv en kommentar