Når man som jeg tit fortæller andre om at TURDE og GØRE, så er man fra tid til anden nødt til at tage sin egen medicin. Synes jeg. Så det gjorde jeg i lørdags.
Jeg hoppede ud fra et fly. Med en mand på ryggen, som havde en faldskærm på sin ryg,
4 km oppe i luften. Mellem skyer og solskin.
Jeg har altid drømt om at springe faldskærm og i lørdags oprandt dagen endelig.
Jeg er (stadigvæk!) piv bange, når jeg står på 1-3-5 meter vippen i svømmehallen, men faldskærmsspring skulle jeg prøve. Jeg var ved at dø (overdrivelse fremmer forståelsen), da jeg i juni klatrede i trætoppe 14 meter oppe i luften sikret med karabiner, men at springe ud fra 4 km skulle prøves.
Jeg vidste, at jeg bagefter ville skrive en blog om oplevelsen af, at træde SÅ meget uden for comfort-zonen – og gør nu et forsøg, selvom jeg stadig svæver på en sky i en surrealistisk tilstand og ordene er svære at finde.
Da dagen oprandt i lørdags, var vejret ikke det bedste. Vi var 4 veninder (mod smitter …), som skulle springe og der sad også 2 unge herrer, der skulle op. Da vi fik beskeden om, at kun 2 kom op, fløj scenariet igennem mig – tænk, hvis jeg ikke kom op den dag. Kender du det, man har SÅ LÆNGE sat sig op til noget – har set hele dagen og forløbet for sig (næsten!) – og pludselig, er der risiko for aflysning. Hvis jeg ikke var kommet op i lørdags, ved jeg ærligt talt ikke, om jeg nogensinde var kommet op. Så jeg holdt benhårdt fast i, at den ene, af de 2 pladser, var min.
3 timer efter planlagt afgang, sad jeg på skødet af en god, tryg, venlig jysk herre, som jeg skulle hænge fast på, fra 4 km højde.
Jeg kom op sammen med en veninde og sammen med en anden veninde, som er prof og skulle springe (uden tandem) samtidig med mig.
Vi fløj op. Højere. Vi var rimeligt højt oppe, da min tandemmester sagde, “og så skal vi lige 3 km længere op”. Godt så.
Jeg var forbavsende rolig og på samme tid, ville jeg da lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg ikke havde tænkt på alle mulige ”hvad hvis nu” og havde skrevet en note til potentielle efterladte om hvem, der skulle have sko, tasker og smykker …
Min mand, 2 dejlige unger og 3 veninder stod på landjorden. Jeg havde bestemt plan om at få dem at se igen – og min tandemmester sagde da også, at det ikke var i dag, at han havde tænkt sig at teste om den faldskærm-airbag lignende tingest i tasken, rent faktisk virkede. Han skulle nok få mig helt ned og HEL ned.
Ja tak.
***
At springe ud fra 4 km højde – flyve i frit fald i ca. 3 km er det vildeste, jeg nogensinde har gjort. Kun da mine børn kom til verden kommer nær denne oplevelse, (det skal jeg jo skrive…!).
Det var fantastisk.
Det var storslået.
Skræmmende.
Vildt.
Faktisk har jeg stadigvæk ikke fundet det helt rigtige ORD til at beskrive oplevelsen. Jeg plejer ellers ikke at mangle ord…
Tankerne for gennem hovedet, men jeg nød det. At se verden bogstaveligt talt – fra oven. Glemte alt om min højdeskræk. A L T.
Smilede bredt til veninden, der hang overfor mig et godt stykke af vejen i det frie fald og nød efterfølgende den lammende stilhed, da faldskærmen bredte sig ud og vi stille dalede ned på jorden igen.
***
På landjorden kom hele reaktionen. Reaktionen, som endnu ikke er overstået. Glæde, tårer, lettelse, følelsen af at have overvundet sig selv – og så samtidig følelsen af, at have været dér, hvor tingene kunne gå rigtigt galt, men heldigvis gik rigtigt godt.
Det sætter mange ting i gang at træde uden for comfort-zonen. Du behøver ikke gøre noget lige så ekstremt, som at springe faldskærm – men WOW, hvor føles det fantastisk at blive rusket på den gode måde – og mærke L I V E T.
Mærke liv og sårbarhed så nært. Det er ret bemærkelsesværdigt …
***
Skyer har fået en helt ny betydning i mit liv.
Jeg kigger på dem på en helt anden måde. Jeg har kun fældet glædestårer en gang i dag. Det er klart fremgang i forhold til de sidste par dage…
Jeg vil tilbage. Helt sikkert. Helt sikkert …
Træd uden for comfort-zonen i ny og næ … og mærk L I V E T.
